Borgerinitiativet Direkte Demokrati – Democracy Direct

Vi har akut brug for flere folk, der vil engagere sig i det parlamentariske demokrati, og også selv overveje det afgørende spring til at blive politikere. Ellers vil vores repræsentative demokrati visne.

INITIATIVTAGERE TIL

DET POLITISKE AKADEMI

Olav Hesseldahl, Martin Lidegaard, Iben Kiilerich Krog, René Christensen, Maria Reumert Gjerding, Soma Mayel, Louise Gade, Tommy Ahlers, Villy Søvndal, Kirsten Brosbøl, Sigge Winther Nielsen, Connie Hedegaard

I sammenligning med andre nationer har vi i Danmark et stærkt og frodigt demokrati, der er forankret dybt i vores historie, kultur og institutioner.

Er det stærkt nok til at finde svar på vor tids store og vilde udfordringer?

Vi har stiftet foreningen Demokratifronten, der er etableret af en kreds af nuværende eller tidligere folkevalgte fra syv forskellige partier, der alle har placeret de partipolitiske kårder i våbenhuset, for i stedet at gå sammen om at styrke demokratiet.

Vi vil sammen invitere endnu flere danskere fra erhvervslivet, fra civilsamfundet og foreningsdanmark, fra den offentlige sektor – ja, så mange talentfulde og dedikerede mennesker som muligt – med i vores repræsentative demokrati.

Det vil vi konkret gøre ved at starte og drive et politisk akademi, hvor vi tilbyder alle deltagere en direkte indføring i det politiske arbejde på godt og på ondt.

Eneste forudsætning for at deltage er demokratisk engagement kombineret med konkret erfaring, som Danmark kan få glæde af.

Demokratiet har nemlig nok udfordringer. Indefra presses demokratiet af en voksende mistillid mellem folk og folkevalgte, en stigende polarisering i den offentlige debat, ligesom det kniber for de gamle ideologier og institutioner at finde fyldestgørende svar på den nye tids store politiske spørgsmål.

Udefra presser en ny geopolitisk virkelighed sig på, hvor de sunde demokratier og deres institutioner og systemer i stigende grad udfordres, og fronterne til autokratier trækkes skarpere op – i de værste tilfælde med våben og krig.

Det kan synes, som om nutidens demokratier forstås med det 19. århundredes ideologier, styres med det 20. århundredes institutioner og teknologier, mens vi står med det 21. århundredes udfordringer.

Derfor er det nødvendigt, at vi praktiserer et ægte repræsentativt demokrati, der er i samklang, ikke blot med nutiden, men også med fremtiden. Vi skal udvikle politiske ledere, der kan håndtere de store udfordringer.

Der er brug for at engagere større og bredere dele af befolkningen i den politiske nytænkning. Vores repræsentative demokrati er måske ikke længere så repræsentativt, som vi kunne ønske?

Der er heldigvis kommet flere kvinder og flere unge i dansk politik, men hverken når vi kigger på køn, alder, erhverv, uddannelsesmæssig baggrund eller etnicitet, afspejler vores folkevalgte forsamlinger det omgivende samfund.

I Folketinget kommer stadig flere af de unge folketingsmedlemmer uden erhvervserfaring, fra samme uddannelse og skolet ud fra samme politiske partilogik i de politiske ungdomsorganisationer med grundlæggende den samme ideologiske og parlamentariske referenceramme, som har eksisteret siden 1800-tallet.

Netværket slår også igennem hos den udøvende magt, aktuelt via Socialdemokratiet, hvor Altingets netværkskortlægning fra sommeren 2020 viser, hvordan partitoppen kender hinanden fra de glade dage i Danmarks Socialdemokratiske Ungdom, hvilket utvivlsomt også ville gøre sig gældende i alle andre regeringskonstellationer.

De politiske ungdomspartier yder en kæmpe indsats for at skaffe fremtidens kandidater til partierne, men meget tyder på, at det ikke kan eller bør stå alene.

I et større billede kan vi konstatere, at medlemstallet i partierne falder, hvilket er et tydeligt tegn på, at partierne over tid mister folkelig forankring.

I efterkrigstiden var ca. 20 pct. af danskerne medlem af et parti, mens de nuværende 130.000 medlemmer udgør lidt over 2 pct. af den danske befolkning.

Ikke desto mindre er vi overbeviste om demokratiets nødvendighed og overlegenhed i forhold til alle andre styreformer. Et stærkt og pluralistisk demokrati er i vores optik selve forudsætningen for at finde svar på tidens store spørgsmål.

Hidtil har det liberale demokrati over det seneste halve århundrede fuldstændig suverænt sikret stadig flere mennesker rettigheder, sikkerhed, og økonomisk velstand.

I Danmark har vores parlamentariske system sammen med et levende civilsamfund, et frodigt foreningsliv, folkelige bevægelser og et stærkt erhvervsliv skabt tryghed siden 1849 med Danmarks første grundlov. Samtidig er demokratiet også den eneste styreform, der på fredelig vis kan skille sig af med de magthavere, der ikke tjener den.

Der er brug for at bringe flere praktiske erfaringer fra det mangfoldige liv uden for Christiansborg ind i det politiske maskinrum og dermed skabe en ny fantasipluralisme i de etablerede partier og i hele det parlamentariske system.

Menneskelig erfaring kombineret med fantasi er den motor, der har drevet alle større samfundsudviklinger gennem tiden.

Erfaring skaber bevidstheden om problemer og muligheder i enhver tid.

Desto flere med forskellige erfaringer og dermed bredere fantasihorisonter, desto større pluralisme i forestillingsevnen. Det er et spørgsmål om at udvide den mentale infrastruktur. Og det er en nødvendighed, hvis politikere og det parlamentariske demokrati skal kunne håndtere tidens problemer og skabe politik, der kommer de mange i dag og i morgen til gavn.

Det er i mødet mellem de forskellige virkeligheder, holdninger og fantasier, at den demokratiske dannelse opstår, det er her begrebet ”folk” giver mening i grundtvigiansk forstand. Og det er i det møde, at mennesket kan meget, og fællesskabet endnu mere. Og det er i et pluralistisk folkestyre, at opbakningen til demokratiet og tilliden til de folkevalgte styrkes endnu mere. Som en slags samfundsstærk kontaktlim.

Vi ser et akut behov for at revitalisere demokratiet ved at bringe større pluralisme og repræsentation, mere fantasi og endnu mere talent til de tre folkevalgte forsamlinger i Danmark – Folketinget, i regionsråd og kommunalbestyrelser – samt i EU-Parlamentet.

Ja, det gælder for så vidt også i den frodige underskov af foreninger i Danmark, der tørster efter særligt unge, marginaliserede borgere og etnicitet, men det er en anden historie.

Der er konkret brug for at udvide partiernes rekrutteringsbase, så flere fra det omgivende samfund bliver dus med partierne og det parlamentariske arbejde og dermed bliver inviteret ind i de politiske rum.

Og endnu mere konkret er der brug for at præsentere vælgerne for nye og flere typer af opstillingsparate politikere ved de fire valg. En succesfuld iværksætter, der laver erhvervspolitik, en skolelærer, der laver skolepolitik, en klimaaktivist, der laver klimalov.

Eller det hele på tværs.

I andre vestlige demokratier er de begyndt at handle på fantasi- og repræsentationsudfordringen. I USA har Demokraterne etableret programmet Justice Democrats, der arbejder for at opstøve og træne nye politikere. De har over de seneste år fået valgt 10 personer med diverse og ikke-klassiske politiker-baggrunde ind i Kongressen.

I Sverige, Frankrig og Tyskland findes u-partipolitiske organisationer, der driver akademier, der skal få flere svenskere og tyskere til at engagere sig i politik. Vi er bagud i Danmark!