Valgkampe er som et cirkus

JOHANNES ANDERSEN

Lektor I Politologi, Forfatter, Aalborg

Valgkampe er formodentlig en af de dårligste anledninger til at finde ud af, hvor man selv står politisk.

For det første får en valgkamp hurtigt et skær af cirkus, hvis væsentligste elementer er damer uden underkrop og knivkastende tryllekunstnere med pomadehår og våde øjne.

For det andet afsløres kandidaterne sig hurtigt som nogle idealistiske magthavere uden fornemmelse for egne begrænsninger.

Derfor er der også mange, der en halvanden uge inde i valgkampen er ved at få nok. Men det er strengt taget en del af demokratiets væsen.

Og vi er formodentlig alle taknemmelige over, at nogen trods alt godt vil påtage sig udfordringen og gå aktivt ind i kampen for at blive valgt.

Demokrati er procedurer til sikring af fredelige løsninger på konflikter i samfundet. Det anviser de spilleregler, der skal til, for at alle kan være med og få samme indflydelse som andre.

Dets danske udgave lever traditionelt højt på kompromiset, hvor en del borgere får lidt igennem på en måde, de hverken er tilfredse eller utilfredse med. Samtidig med at andre taber helt. I et demokrati skal alt gå ordentlig for sig, og der er offentlighed i alle vigtige sager.

Det, der foregår inden for disse rammer, er imidlertid en intens politisk kamp for at få magt. Udkæmpet af magtivrige borgere, der ikke er enige, og som jævnligt skal sikre sig, at deres indsats tager sig ordentlig ud i borgernes hoveder.

Derfor manipulerer og fordrejer de alt, hvad de kan. De ved nemlig af erfaring, at den, der kan sætte dagsordenen, kan vinde alene af den grund.

En af valgkampens første dagsordener var en regering hen over midten med det mål at komme trygt gennem usikre tider. Der er muligvis nogle, der tror på sådan en størrelse og tror, at sådan en kan føre den ”nødvendige” politik for hele Danmark. Men Socialdemokratiet tror ikke på den. Dagsordenen skal først og fremmest bruges til at passiviserer modstanderne: Hvis de er utilfredse, kan de jo bare gå med i den brede regering under Mette Frederiksens ledelse. Og hun ved formodentlig godt, at en politik for hele Danmark er en illusion i et samfund, hvor borgerne har forskellige interesser og prioriteringer.

Oppositionens modsvar er en opførelse af en serie om et advokatkontor, hvis aktører spiller rollen som benhårde anklagere: De hamrer skingert og højrøstet løs med spørgsmålet: Har du begået en fejl?

De er sådan set ikke interesseret i svaret, men i at give tilhørerne det indtryk, at der er begået en fejl, og at dem, der har begået den, er nogle slyngler. Samme teknik som i serierne. Og målet er at ramme modstanderens troværdighed.

Dertil kommer løbende indslag i valgkampen. Som lige nu handler om unge, der er blevet presset af det omgivende samfund, og ambitioner om skattelettelser.

Hvad alle statsministerparterne pludselig er med på, og de har ingen problemer med at finde penge ved at skære ned og effektivisere. Her er der knapt nok plads til et lille pip om klima og sundhed.

De redigerede medier afslører med opmærksomme øjne de mange sammenstød i lange analyser.

De uredigerede sociale medier bobler over i ekkokamre med gentagelser af de store og små spørgsmål i valgkampen. Mens valgforskere nøgternt forsøger at følge med i fremstød og bevægelser.

Bag demokratiets og mediernes stiplede linjer står vælgerne, der forsøger at finde hoved og hale i tingene. Dem, der på forhånd ved, hvem de vil stemme på, har det ret nemt. Dem, der er i vildrede, bliver endnu mere forvirrede, når de nærmer sig den brutale manege.