Macron og Obama ville noget helt nyt med politik. Men endte som alle andre

JØRN MIKKELSEN

Sikkerhedspolitisk Korrespondent

Konrad Adenauer må være en af de få politikere i nyere tid, der er gået til valg på ikke at ville forandre, men tværtimod holde fast i status quo. »Keine Experimente« hed hans slogan i den vesttyske valgkamp i 1957. Det sagde alt, og den gamle kansler kørte en historisk valgsejr hjem.

Anderledes med de fleste andre. Der er ingen ende på fremstormende politikeres løfter om ikke alene at gøre en masse godt for de fleste til daglig. Mange vil som regel noget mere. De vil på en helt ny måde forandre/forny/genopfinde/involvere/engagere, når det gælder det politiske indhold og også selve måden at bedrive politik på.

Tydeligt var det med Barack Obama i USA, der ligefrem havde »Change« (forandring) som selve sit bærende budskab. Han blev båret ind på en flodbølge af sympati og forventning.

Emmanuel Macron i Frankrig ville også rive mure ned. Han søsatte en bevægelse, ikke et parti, og han lovede ved sin tiltræden mere af alt det gode: gennemsigtighed, medinddragelse og medindflydelse, åbenhed osv. Men først og fremmest tilbød han sig selv som en rambuk mod det meste af, hvad der var galt i det politiske Frankrig.

Obama endte med at luske ud af Det Hvide Hus. Også han regerede til sidst på dekreter uden om Kongressen for overhovedet at holde butikken kørende. Han ville samle befolkningen, men splittede den så meget, at en type som Donald Trump kunne tage over. Han lod så ikke meget tilbage.

Macron er også for længst kørt fast. Han har netop – for 11. gang – presset en vigtig lov gennem parlamentet uden afstemning. Det er tilladt i henhold til forfatningen, men for en mand med hans oprindelige tilbud om en helt ny respekt for både vælgerne og Frankrigs institutioner ikke just klædeligt. Så kan hans pensionsreform i øvrigt være nok så nødvendig for at redde de franske finanser.

For både Obama og Macron er det selve deres opbruds fallit, der står tilbage. De ville virkelig meget. Ambitionerne var enorme, og de fik også folk med sig, lige indtil de var valgt. Men så snart magten var erobret, og den virkelige virkelighed – i modsætning til den, der dyrkes i tv-studierne – indfandt sig, begyndte normaliseringen; af dem selv og af deres politiske projekt. De kom ingen vegne med deres store planer og flyvende paroler. De kørte fast i hverdagens trivialiteter og endte med at gøre som alle før dem.

Vi kender det nok også herhjemme. Lars Løkke Rasmussen grundlagde sit nye parti på lidt samme måde og med samme ambition. Først var det en bevægelse, så skulle den vise sig bæredygtig på en helt ny dialogbaseret måde, og først til sidst blev Moderaterne dannet. Om det har indfriet sine løfter om at tage dansk politik grundlæggende ved vingebenet, kan vel diskuteres.

Så altså: Lader moderne stater – styret for og ved folket – sig overhovedet forandre, sådan mere fundamentalt? På andre breddegrader kan der stadig udløses en go’ gammeldags revolution, der vender op og ned på alting. Men den slags sker ikke i Vesten. Stærke forfatninger gør deres til at forhindre, at pludselige stemninger tager over. Det er netop meningen med dem. Men det gør også vælgernes modstand mod dybtgående reformer og andre måder at gøre tingene på, når det kommer til stykket.

Engang lød et venstrefløjsslogan: »Løb panden mod muren. Hvem siger, at det er muren, der holder?« Men også her tog de gamle revolutionsromantikere fejl. Det er faktisk altid muren, der holder.