Demokratiet trænger til en genstart

Det kniber med det lange lys, de store tanker og den transparente kommunikation, der ikke er resultatet af spindoktorers analyser. Med andre ord: Det danske folkestyre, som det udfolder sig på Christiansborg, trænger til ny ilt.

RASMUS ROLD MELDGAARD

Projektleder, Udd. Officer, Cand.scient.

JESPER CHRISTIAN HOLST

Projektleder, Ph.d.

MATILDE DUEHOLM

Socialrådgiver

ROLF HØYMANN OLSEN

Faglært Autolakerer, Cand.scient.pol.

CHRISTIAN KUBEL HØJMOSE

Cand.pharm.

LIZA SKOV

Førstehjælpsinstruktør

DEA KEHLER

Overlæge I Akutmedicin

PIA LIEBERKNECHT

Socialrådgiver, Underviser

På Socialrådgiveruddannelsen

Det danske folkestyre er i problemer. Ikke på alle områder, men på nogle få, afgørende. Et af det moderne demokratis fornemmeste udmærkelser har gennem tiden været dets evne til at indlejre læring.

Styreformen har formået at lære af egne fejl og vindinger, af kriser og skandaler såvel som succeser og benytte disse erfaringer til at skabe et stadig stærkere og mere velfungerende samfund.

Gentagne kriser er gennem årtier blevet håndteret og imødegået med en stigende erfaring og indsigt. Politiske kriser håndteres i højere grad diplomatisk, både gennem internationale organer og bilateralt samt på regionalt og lokalt niveau. Fornuften råder.

Men der er ved at ske et skred i dette langsigtede mønster. Demokratiet er gået i stå og synes snarere at bevæge sig baglæns, ikke kun fordi styreformen angribes udefra af autokrater og totalitære stater, men også fordi det degenererer indefra af forringet administration, lovgivning, kommunikation og metode.

Tager vi Danmark de seneste 20 år, ja så bugner dansk politik af eksempler på fejlslagne reformer; reformer, som enten har været urealistiske, irrationelle, skadelige for kvaliteten af den offentlige service eller underfinansierede. Her kan eksempelvis nævnes Folkeskolereformen 2014 – som mange vidste ville fejle, allerede inden den blev vedtaget. Flere på hinanden følgende skattereformer med en stigende grad af kaos til følge, skiftevise ind- og udflytninger af sundhedsvæsen, politi og styrelser, for ikke at nævne Forsvarsforliget 2018-2023.

Vi står i dag i en situation, hvor veletablerede grundpiller i vores samfund er ved at falde fra hinanden. Skolen. Sundhedssektoren. Ældreplejen. Psykiatrien. Skattesystemet. Kriminalforsorgen. Forsvaret. Alle dybt rodfæstede samfundsinstitutioner, som vi har taget for givet alt for længe. Forrige generationers hårde arbejde for at skabe et bedre samfund synes kastet i grus på ryggen af stadig ringere betingelser for demokratiets velbefindende og for politik generelt.

De fejlslagne reformer bidrager til at underminere demokratiet som styreform, fordi tilliden til vores beslutningstagere forringes. Tilliden til det repræsentative demokrati. Vi ser det eksempelvis i Radius’ troværdighedsanalyse 2022, hvor den mindst troværdige faggruppe af de målte er politikere. Det undrer måske ikke, når vi iagttager f.eks. folketingsvalget 2022, hvor flere partier få uger efter valget gik stik imod deres valgløfter.

Det lader til, at vi har skabt et system, der gradvist forringer forholdene, viljen og evnen til at træffe rationelle, strategiske beslutninger hos vores magthavere, hvorfor de afledte beslutninger logisk betragtet også forringes. Resultatet vil blive flere fejlslagne reformer eller alternativt ingen betydelige reformer – begge dele skadelige for vores samfunds udvikling. Og hvad vil der så yderligere ske med tilliden? Det er ikke svært at forestille sig. Skredet er allerede i gang. 

Platon postulerede i ”Staten”, at den naturlige efterfølger af den demokratiske styreform var tyranniet – i vor tid betragtet som det ultimative kollaps.

De havde erfaring med både demokrati og tyranni allerede i Antikken, og der kan tælles mange eksempler på netop dette kollaps gennem historien. Lad os ikke gentage fejlene! Vi postulerer ikke, at vores folkestyre om få år kollapser til fordel for despoti – men vi mener, at folkestyret er på en deroute, og at der kræves grundlæggende forandringer for at bringe det tilbage på sporet.

Vi kan hurtigt finde eksempler på manglen af netop de rationelle, langsigtede og strategiske beslutninger inden for adskillige politikområder. Tag eksempelvis forsyningen af kritiske råstoffer og sjældne jordarter, som i årevis har været udliciteret til stater, der har vist sig at modarbejde globaliseringen og visionen om en friere verden.

Vi behøver næppe nævne situationen i Ukraine. Hensynet til landets interesser og sikkerhed tages først, når vi sidder i suppedasen. Det er der ikke meget rettidig omhu over. Eller tag klimapolitikken, hvor energiøer har uhørt lange udsigter, og hvor “åben dør”-projekter til offshore vindmølleparker standses af ugennemsigtigt bureaukrati.

Og sidst, men ikke mindst, blev en helligdag ført på skafottet uden skyggen af tanke på den danske model og den vold, man øver på et veletableret system. Man formår kort sagt ikke at tage det lange sigte, granske gældende lovgivning, involvere de rette interessenter og derudfra formulere en gangbar og fremsynet politik.

Tilbage står, at det grundlæggende er udfordrende for Folketinget at træffe langsigtede strategiske beslutninger, der varetager Danmarks interesser på en 20-50-års horisont.

Vi ønsker ikke at fremstå som dommedagsprofeter og giver derfor også et bud på, hvordan den negative tendens måske kan vendes. Det bør fremgå, at det ikke skorter på vilje og handlekraft i politik, men på kvalitet, integritet og transparens. Således er vores forslag som sådan apolitisk og drevet af et ønske om bedre vilkår for at bedrive politik.

Vi bør stille os selv spørgsmålet om, hvorvidt politik drives på den rette måde i dag? Hvilke gode elementer fra tidligere generationers begavede politikere kan vi med fordel drage frem igen, og hvilke nybrud rent metodemæssigt skal vi afsøge? Nogle af disse tanker hører vi allerede om – politik i dag går for stærkt. Der er ikke tid til, at vores folkevalgte kan sætte sig ordentligt ind i de sager, der lander på deres bord. 

Lars Løkke Rasmussen har med rette for nylig kaldt moderne politik for »politik på steroider« med henvisning til hastigheden i beslutningsprocesserne. Der levnes øjensynligt ikke tid til at diskutere på tværs af ordførere, grupper og lignende. Dermed får nye lovforslag ikke den fornødne opmærksomhed, der er så åbenlys nødvendig for at hæve kvaliteten af det vedtagne. Det er jo sjældent småting, der skal tages stilling til!

Christiansborg skal stoppe med at detailstyre og i stedet udforme vision og strategi. Mere detaljeret lovgivning bør udformes i partnerskaber med relevante organisationer, brugere og borgere. En proces, som kræver lavere hastighed i politik, men som kan sikre højere kvalitet.

Til løsningen hører også ærlig politisk kommunikation. Kommunikation, der ikke beror på særlige rådgiveres indstuderede sætninger – men i stedet på svar, som den enkelte politiker selv formulerer.

Sidst, men vigtigst. For reelt at ændre på den politiske metode, sikre højere inddragelse af relevante parter, give mere tid til behandling af lovforslag m.m. mener vi også, at der skal flere og andre kompetencer til.

Folkestyret har behov for større diversitet i politikernes uddannelses- og erhvervsbaggrunde, og det er vi overbeviste om ikke blot er muligt, men også nødvendigt.

Der skal flere talenter ind i dansk politik med andre erfaringer, andre måder at tænke politik på og andre måder at kommunikere på.

Det kan vise sig at være en løftestang for at skabe reel forandring på gangene på Christiansborg, for det er her, metoden først og fremmest er afsporet i dag.

Om man på den måde formår at standse eller reversere de tektoniske bevægelser, der truer med at ryste demokratiet i sin grundvold, er i sagens natur usikkert, og der er ingen genveje eller hurtige løsninger.

Men vores pointe består – der må gøres noget ved måden, politik drives på – selve måden, hvorpå vores demokrati udøves.