Det er uacceptabelt, at det vitterligste vås trives i folkestyrets hjertekammer

PETER LAURITSEN

Professor I Informationsvidenskab, AU

Der er vås, og der er vitterligt vås. Det første er undskyldeligt og til at håndtere. Vi kan alle sammen komme til at ytre noget, der ganske simpelt er forkert. Vi mener at vide, hvordan verden er, men vi tager fejl, og resultatet er, at vi siger noget vås. Til gengæld er vi hurtige til at æde det i os igen, når vi bliver oplyst om fejltagelsen. Vi behøver ikke engang at gøre undskyldning, men kan blot konstatere, at vi tog fejl.

Anderledes med det vitterlige vås. For her er der ikke blot tale om vrøvl, der ytres på grund af manglende oplysning eller enfoldighed, men derimod vås, der fremsiges med fuldt overlæg. Vi ved, at vi burde undersøge sagen yderligere, ja, vi ved måske endda, at det, vi siger, er forkert, men vi nægter at gøre noget ved det, for usandheden tjener os, og derfor tager vi ikke imod fornuft.

Det var demokratiforkæmperen Viggo Hørup, der sidst i 1800-tallet brugte denne skelnen mellem vås og vitterligt vås til at advare mod den overlagte usandheds ødelæggende virkning på demokratiet. For hvordan kan løgn være grundlaget for en samtale om, hvilken retning landet skal bevæge sig i? Hvordan kan man træffe kvalificerede beslutninger, hvis de bygger på fordrejede kendsgerninger og en manglende vilje til at lytte og bliver klogere?

Hørups bekymring burde også være vores. Tag for eksempel en tur på de sociale medier og mød flokke af vitterlige våsere, der lufter deres konspirationer, og som ikke vil lade sandhed afløse løgn. Eller tag fremmede magters forsøg på at underminere vores demokrati ved at sprede misinformation og falske nyheder. Eller tag, ja, jeg er ked af at sige det, kernedanske politikere med positioner i folkestyrets forreste række, som stædigt holder fast i usandheden eller fordrejningen og nægter at lade sig oplyse, selv om fornuftens fakkel ubarmhjertigt spreder lys over sagen. 

Er det ikke netop det, der sker, når Nye Borgerliges næstformand lufter den holdning, at vacciner er mord på børn, eller at politikerne ikke får rigtige vacciner, men saltvand? Måske siger hun det af ren enfoldighed, men hun burde vide bedre. 

Ligesom den tidligere regering med sikkerhed vidste bedre, da den rejste rundt med en forestilling om at sende asylansøgere til Rwanda, mens den behændigt ignorerede, at der var tale om en ikke-løsning. Lejren var ikke andet end et luftkastel pustet op til folkelig forførelse. Den var prototypen på det vitterlige vås. Hvilket i øvrigt også er tilfældet, når den nuværende regering bliver ved med at sælge en forkortelse af universitetsuddannelser som en af dens lyse idéer på trods af det forhold, at bunken af indvendinger efterhånden er så stor, at uddannelsesministeren ikke kan se ud over dem, selv om han står i fuld højde på sit blankpolerede skrivebord.

At det vitterlige vås trives på bunden af samfundets dybeste lommer, er beklageligt. At fremmede magter spreder usandheder, er forventeligt. Men at selve folkestyrets hjertekammer på Christiansborg forfalder til den slags, er simpelthen ikke i orden – heller ikke, selv om vi efterhånden har vænnet os til det.

Det går ikke. Og uanset hvad vi ellers mener om forskellige politiske sager, er vi nødt til at holde fast i en åbenlys sandhed: Det vitterlige vås fjerner sagligheden, det misinformerer befolkningen, det underminerer mediernes kritik, og det ødelægger den demokratiske samtale. Og derfor skal vi gøre alt, hvad vi kan, for at komme det til livs, hver eneste gang vi møder det. Også i dag.