Perspektivet med et stort venstrefløjsparti, der kan mønstre hver femte vælger og blive Folketingets næststørste parti, må kunne friste de ledende kammerater i de to partier.

Politik

BENT IVERSEN

, FHV. BYRÅDSMEDLEM (SF)

Må jeg præsentere Socialisterne – Danmarks nye store venstrefløjsparti.

»Åh nej«, siger mange sikkert. »Ikke endnu et nyt parti«. Jo, men ikke et nyt udbryderparti, men tværtimod et fusionsparti mellem SF og Enhedslisten. Et parti, der p.t. ville kunne mønstre 13-15 procent af vælgerne og 25 mandater og på en god valgdag måske op til 20 procent og 35 mandater. Et potentiale til at blive Danmarks næststørste parti.

Indtil videre blot et fantasifoster og et urealistisk fremtidsscenarie, som nok vil kræve fem-ti års forudgående intern debat i de to partier og markant modstand blandt partiernes medlemmer og i deres ledelser, før det kan realiseres.

Men nød lærer nøgen kvinde at spinde, og måske vil en kommende socialdemokratisk-borgerlig regering give denne partifusion et fremadrettet skub henimod realisering.

Danmark har gennem de seneste 50-75 år været præget af den ene partistiftelse efter den anden, hvor en eller flere politikere bryder med deres tidligere parti og stifter et nyt. Måske er det ved at være på tide at gå den anden vej. Både af hensyn til at gøre det lidt lettere for landets vælgere og lettere at skabe bæredygtige flertal mellem få partier – i stedet for nu, hvor det kræver fem til seks partier, før der kan tælles til 90 mandater.

VED DET NETOP overståede folketingsvalg opstillede 14 partier. 12 af dem klarede at komme over spærregrænsen på 2 procent. Kun to partier fik over 10 procent af stemmerne og over 20 mandater. De andre ti partier ligger mellem 2 og 9 procent af stemmerne og 5 til 16 mandater.

Det fremmer ikke just muligheden for at skabe en bred regering, når så mange små partier skal inddrages og have den indflydelse, som de selv mener at have krav på. Kort sagt komplicerer mange små partier muligheden for at få skabt en stabil og handlekraftig regering. Se til andre lande med samme mangfoldighed af partier – f.eks. Israel og Italien – og se, hvilket politisk kaos og valghyppighed disse lande har og har haft gennem mange år.

Tilsvarende har lande med færre partier en betydelig mere stringent parlamentarisk stabilitet og mere langvarige regeringskonstellationer. F.eks. Tyskland, Spanien og Storbritannien (selv om sidstnævnte af anden årsag har leveret en helt anden form for politisk kaos, samt et valgsystem, der favoriserer de store partier).

Intet tyder på, at flere partier fører til mere demokrati. For med til demokrati hører også, at vælgerne kan gennemskue, hvad de enkelte partier står for. Samt at der kan skabes bæredygtige flertal, som kan gennemføre de nødvendige initiativer, som et dynamisk samfund har behov for. Det fremmes ikke af et væld af politiske partier.

Forud for det netop gennemførte folketingsvalg viste meningsmålinger, at et stort antal vælgere var i tvivl om, hvor deres kryds skulle sættes. Sikkert et resultat af, at mange af de opstillede partier i synspunkter ligger meget tæt på hinanden.

Af de 14 opstillede partier er 6 partier opstået inden for de seneste 5-10 år som udbryder af et andet parti.

Eksempler på fusionspartier har vi også. Enhedslisten er en sammenslutning af en række små venstrefløjspartier. Netop ud fra en erkendelse af, at de hver for sig ikke kunne komme over spærregrænsen. Alternativet nåede kort før valget også at fusionere med et par andre små partier.

NÅR JEG FORESLÅR en fusion mellem SF og Enhedslisten, er det, fordi jeg selv er medlem af SF og som regel har vanskeligt ved at se de store forskelle på de to partiers politiske synspunkter. Forskellen liggere oftere i den strategiske tilgang til formidlingen af synspunkter og magtspillet på Christiansborg. Altså mere forskel i formen end i indholdet. Forskel i omfanget af pragmatisme, når der skal indgås aftaler.

Lokalt har jeg selv haft et fremragende samarbejde med Enhedslistens folkevalgte i byrådet. Ofte har vi stillet fælles forslag og indgået i fælles forhandlinger om det kommunale budget.

En fusion mellem de to partier vil betyde, at de lokale foreninger, som især i de traditionelt mere borgerligt dominerede kommuner kun har få aktive medlemmer, bliver styrket med en større og mere aktiv medlemsskare. Samtidig vil det øge muligheden for at komme til at spille en mere afgørende politisk rolle i kommunen.

Landspolitisk er SF og Enhedslisten stort set på linje med hinanden i den økonomiske politik, hele velfærdsområdet, flygtninge- og asylpolitikken, klima og miljø og beskæftigelsespolitikken. Forskellen har hidtil været i EU- og Nato-spørgsmålene, men aner man ikke bevægelse her hos Enhedslisten? Senest er forsvarsområdet også blevet et uenighedspunkt, men mon ikke SF snart igen vil betro sig til afrustning fremfor oprustning?

JEG ER HELT bevidst om, at ideen om igen at samle de to partier i ét efter 55 års adskillelse vil blive mødt af massive modargumenter – vel nærmest ramaskrig i begge partier.

SF er blevet alt for borgerlig og pragmatisk, vil det lyde i Enhedslistenkredse. Enhedslisten er alt for konfrontatorisk og mangler viljen til at ville magten, vil det lyde i SF-kredse. De er også imod EU og Nato. Der vil være et væld af argumenter imod en partisammensmeltning, og arbejdet henimod en sådan vil blive vanskelig, smertefuld og medføre frafald af trofaste partimedlemmer hos begge partier. Perspektivet med et stort venstrefløjsparti, der kan mønstre hver femte vælger og blive Folketingets næststørste parti, må dog kunne friste de ledende kammerater i de to partier. Indflydelse og magt er politikernes største motivationsfaktor. Hvor Socialdemokratiet nu kan tillade sig at ignorere den splittede venstrefløj, vil det ikke kunne ske, hvis partiet bliver bidt i haserne af et stort venstrefløjsparti. Ja, hvem ved, drømmen om et arbejderflertal, som blev lanceret i 1960’erne, kan måske vækkes til live igen.

To valgperioders langsomme proces henimod en tilnærmelse er sikkert et minimum af tid, der vil være behov for i de to partier. Måske også lederskifte og måske et endnu mere borgerligt orienteret Socialdemokrati er nødvendigt som grobund for ideen.

Jeg håber blot, at et lille frø hermed er sået, og at det kan spire og føre til en smule debat blandt de to partiers medlemmer. Et parti er ikke et mål i sig selv, men et middel til at opnå sine politiske mål. Derfor vil jeg foreslå, at de to partier samler sig i fælles kamp for klimaet, velfærden og freden.

Foren jer – som salig Karl Marx opfordrede til. Jeg er sikker på, at vælgerne vil honorere det.