Vi mangler en præsidentiel figur i Danmark

Folketingets formand skal udfylde tomrummet imellem det (fise)fornemme og det folkelige. Lige dér er der plads til en figur, der samler landet og styrker forbindelsen mellem folket og tinget.

Demokrati

OLAV HESSELDAHL,

CAND.MAG. I FILOSOFI,

DIREKTØR FOR DET POLITISKE AKADEMI,

NÆSTFORMAND FOR FOLKEMØDET

Jeg tror, vi mangler en demokratisk frelserfigur i Danmark. En ceremoniel figur, der både kan opdrage, opsamle, oplære og ophæve vores fælles markører i landet til noget særligt.

Som monarki har vi jo faktisk en solid regent i dronning Margrethe. Hun udfylder rollen, som den står beskrevet i grundlovens kapitel 3, og dog med stor respekt for Folketinget. Og så gør hun noget, der ikke står skrevet nogen steder, når hun tør indtage positionen som samlende figur. Alle, der har været til stede foran hendes vinkende hånd fra balkonen på Amalienborg, har mærket suset.

Hun har også leveret legendariske nytårstaler, f.eks. i 1984, da hun opfordrede danskerne til at tage godt imod indvandrere og flygtninge og ikke komme med »små dumsmarte bemærkninger«. Eller da hun i 2017 forsøgte at lægge låg på konkurrencestatens rasende tempo med ordene: »Prøv at gøre noget, der ikke er nødvendigt, noget, der ikke er behov for, noget unyttigt«. Kronprinsparret kommer sikkert også til at gøre det med værdighed.

Men alle, der har været i samme rum som monarkiet, har også mærket, hvordan etikken afstiver stemningen, og hvor lidt levende og dialogisk samtalerne bliver. Monarkiet er i sin arkitektur stærkt hierarkisk og udemokratisk og det modsatte af et levende og dialogisk væsen. Det sætter sig i alt, de engagerer sig i. Monarkiet tjener en udmærket ceremoniel og ophøjet funktion, men det har sine begrænsninger.

Findes der så andre figurerer, der kan indtage positionen og samle folket?

Ja. Sofie Linde har f.eks. startet MeToo-bølgen med sin tale til Zulu Comedy Award i 2020 og samlet nationen i en vellykket disciplinerende mission og desuden samlet seerne som vært i ’X Factor’ gennem syv sæsoner.

Eller Kasper Hjulmand, der som landstræner for herrelandsholdet i fodbold har praktiseret DBU’s slogan ’En del af noget større’ ved at skabe opmærksomhed om det fællesskab, der er omkring fodbold, og ved at genvinde Dannebrog fra en ellers politiseret anvendelse.

Der findes altså offentlige personer, der skaber sammenhæng og fællesskab, men alle har uforskyldt indtaget rollen. Vi mangler en person i midten, der med formel magt og folkeligt mandat har modet til at indtage en mere uformel og folkelig rolle.

Er Folketingets formand klar til at udfylde denne rolle?

FOLKETINGETS formand er konstitueret af et flertal af folketingsmedlemmerne og har derfor en form for akkrediteret magt.

Forskellige formænd har gennem årtierne forvaltet rollen med forskellige ambitioner. Formelt set skal Folketingets formand sammen med præsidiet sørge for, at lovgivningsarbejdet foregår, som det er beskrevet i grundlovens kapitel 5 og Folketingets forretningsorden.

Formanden er Folketingets ansigt udadtil, når personen tager imod gæster fra ind- og udland, som hvert år besøger det danske parlament.

Opgaverne har folketingsformanden gennem tiden løst og sjældent med større dramatik. Af de seneste tre formænd vil få nok huske Henrik Dam Kristensen for bombastiske markeringer, Pia Kjærsgaard blev anklaget for at bruge stolen til at skabe splittelse, mens Mogens Lykketoft havde format.

Ud over at være en vellidt mødeleder åbnede Lykketoft det politiske arbejde og Folketinget, da han bl.a. indrettede en restaurant i et gammelt pulterkammer i tårnet på Christiansborg og iværksatte det levende format ’Spørgetid med statsministeren’.

Nu har vi fået en ny formand for Folketinget, Søren Gade. Velkommen i stolen og tillykke med posten. Jeg har store forventninger til dig.

Jeg må minde om navnet på det danske parlament: Folketinget. Det står i grundloven, at du skal passe på tinget, men måske du også kunne taget dig lidt af folket og skabe sammenhæng mellem tinget og folk?

Hvis vi skal starte med tingsarbejdet, så er opgaven at gøre vores velfungerende parlament bedre. Det gælder både i forhold til de folkevalgte, som – kan det virke som om – både har fået mere at lave og dårligere tid. Når flere af de store profiler er gået ned med stress, så er det dårligt for demokratiet på flere niveauer. Ud over at det er spild af menneskeliv og talent, så gør det politik mindre attraktivt. Færre får lyst til at engagere sig i politik, og flere bliver mere mistroiske. Det skal man være nervøs over, for stress kommer aldrig ud af det blå og er altid et symptom på noget større.

Der er vist nok allerede mindfulness-kurser for folketingsmedlemmer, men måske formanden kan stille de mere grundlæggende spørgsmål: Hvordan gør vi politik attraktivt? Er 179 det rigtige antal, eller skal vi udvide antallet af folketingsmedlemmer for at sprede arbejdsbyrden? Skal folketingsmedlemmerne være til stede på op til fem sociale medier samtidig, eller kunne man finde enighed om et eller to medier for at tage tempoet ud af kommunikationen og fokusere indsatsen (det kunne også samle danskerne mere)? Hvis man gav politikerne tid til at tage en uddannelse i at være politiker, kunne de så håndtere tidspresset og indsatsen anderledes? Hvordan kan man sørge for, at de nyvalgte politikere kommer godt i gang? Og hvordan kan man sørge for, at dem, der ikke bliver genvalgt, kommer godt videre? Der er mange spørgsmål, som jeg ikke er den rette til at stille. Man kunne jo starte med at bede de 64 nyvalgte folketingsmedlemmer stille spørgsmålene.

Hvad angår arbejdet med at skabe større folkelig sammenhæng, så er opgaven selvsagt mere vanskelig. Folketingets formand leder en kompetent stab på 400 medarbejdere, som allerede har gang i mange spændende ting, der styrker forbindelsen mellem folket og tinget. Særligt børn og unge er begunstiget af opmærksomhed med det interaktive spil i Christiansborgs kælder ’Politiker for en dag’, den nationale kampagne Skolevalg, hvor ungdomspolitikere kører valgkamp på skoler, eller Folketingets besøg på Ungdommens Folkemøde i Valbyparken.

Derudover er de i Folketinget – sammenlignet med andre parlamenter i verden – gode til at åbne dørene ved rundvisninger året rundt eller til Kulturnat, hvor Folketinget er et af de allermest populære besøgssteder.

Folketinget har købt den gamle rigsarkivsbygning og har store ambitioner for et (endnu) mere åbent hus. Folketingets formand skal selvsagt fortsætte de gode initiativer, men jeg vil alligevel påstå, at der er et stort potentiale, der kan udfyldes.

I sammenligning med nordmændenes nationaldag 17. maj er grundlovsdag 5. juni en noget tynd kop te – måske Folketingets formand kunne revitalisere den tradition? Det er godt, at Folketinget allerede deltager i diverse folkemøder, men der er også andre oplagte begivenheder, der kan understrege, at Folketinget er en demokratisk og ikke blot en politisk institution. Hvad ville der ske, hvis Folketinget var til stede på Danmarks største festival, Roskilde Festival, eller til Hjallerup Marked, hvor mere end 100.000 danskere deltager?

Og hvad angår mere politiske emner, så kan Folketingets formand interessere sig for, hvordan vi kan gøre vores demokrati større – ved at rejse spørgsmålet om valgretsalder. I New Zealand har de netop sat den ned til 16 år. Hvad ville der ske, hvis vi gjorde det i Danmark? Et flertal i Valgretskommissionen fra 2011 anbefalede det, men det er, som om det forsvandt i røg.

FOLKETINGETS FORMAND kunne se sig selv som en præsidentiel figur, der vover at placere sig mellem det formelle og (fise)fornemme og det folkelige. Lige dér er der plads til en figur, der samler landet og styrker forbindelsen mellem folket og tinget, så navnet, Folketinget, bliver ved at have sin berettigelse, og så tilliden, der er så fundamental i et repræsentativt demokrati, består – måske den endda styrkes, så Christiansborg igen kan være en borg af tillid i danskernes sind.

Det er nemt at sige, at demokratiets krise er de andres skyld. Politikere, medier, intellektuelle og stærke organisationer har muligvis et ansvar, men det er ikke kun deres. Demokratiet fungerer kun, hvis alle tager ansvar for det. For det er borgerne og den nationale selvforståelse, som er den sidste bastion, når de andre svigter.

Hvis ikke denne erkendelse står klart, og den demokratiske dovenskab sætter ind, risikerer vi at miste det folkestyre, vi ellers så gerne bryster os af.

Søren Gade, du har en demokratisk arena; hvad vil du bruge den til?