Et pip fra folkedybet
De radikale har gjort det igen. De har truet med et mistillidsvotum til den socialdemokratiske regering.
Motivet denne gang er, at regeringen påstås at være enerådig, og iøvrigt er aftalerne med støttepartierne udtømte.
Bag disse signaler ligger som altid et simrende ønske om regeringsdeltagelse.
Det har statsministeren nægtet. Hun ved godt, at hvis de radikale bliver en del af regeringen, vil socialdemokratiets muligheder for at føre socialdemokratisk politik formindskes. Så hvorfor dog risikere det.
Den øvrige del af regeringens parlamentariske grundlag leverer fortsat stemmer. SF, fordi de lever i samme verdensforståelse, hvor det at være i regering er lig med magt til at få gennemført deres socialdemokratiske kopipolitik. Enhedslisten hænger ved, så de i det mindste er interessante.
Imens fjumrer de blå partier rundt for at finde frem til et holdbart alternativ til det, som de betegner som en diktatorisk statsminister.
Juhu, hvor det går!
Hernede i folkedybet er vi enten ligeglade, forargede på det ene og det andet parti eller fuldstændig forvirrede. For, hvis det vi oplever nu, er et velfungerende demokrati, hvordan vil det så ikke gå, hvis vi virkelig var i alvorlige problemer?
Men osse hos (nogle af) os er spændingen stor, for hvordan vil Mette F reagere den 4. oktober?
Vil hun bare liste ud af statsministerkontoret, eller vil hun lade som ingenting og fortsætte som ingenting var hændt.
Det vil under alle omstændigheder være svært at forestille sig, at hun bare parerer ordre.
Så vi er nogle her i folkedybet, der tror (og forventer), at hun vil stille op til et mistillidsvotum for at blive stemt ud af kontoret.
Så bliver det for alvor sjovt at se på reaktionen hos Sofie C.
Det bliver en fest! Men demokratiet? Ja, hvad med det? Tjah, det bliver yderligere nedslidt.
Skriv en kommentar