Borgerinitiativet Direkte Demokrati – Democracy Direct

Den moderne stærke smed, Claus Jensen, råber vagt i gevær. Der kommer til at mangle tusindvis af faglærte arbejdere i de næste tyve til 30 år, siger han til JP.

Forklaringen herpå skal findes i demografiske forhold, en forkert balanceret uddannelsespolitik, hvor gymnasiet og universiteterne hersker over de økonomiske midler, og fagskolerne mangler penge til udvikling, og ikke mindst mangler unge, der ønsker en faglært uddannelse, gerne i metalbranchen.

Det er slemt for den fremtidige velfærd. Ja, man kunne hævde, at det allerede er et problem for den aktuelle velfærd, fordi ingen rigtig ønsker at blive SOSU-er, sygeplejerske, pædagog eller lærer.

Hidtidige forsøg på at lokke studerende til velfærdsfagene er ikke lykkedes, og en faglært uddannelse er heller ikke tilstrækkelig eftertragtet.

Til gengæld er drømmen om en akademisk uddannelse enorm. De unge har faktisk reageret positivt på den statslige forventning om uddannelse, uddannelse, uddannelse.

Forventningen har ikke haft en fordelingseffekt i de unge uddannelsesvalg. Sandsynligheden for, at det ikke er eftertragtet at blive arbejder, har formentlig blændet for udsynet.

At være arbejderklasse har en klang af slavearbejde i fabrikker med hård ledelsesstil og krav om underkastelse, sat over for middelklasselivets frie valg og selvstyring.

Hvem ønsker det første?

Den konkrete virkelighed tilsiger nok noget andet.

Ord betyder noget

Vi skal måske begynde med at kampagne for, at industriens ansatte tjener en rigtig pæn løn, der både hvad angår mindset og økonomi matcher middelklassens forventninger og udfoldelsesmuligheder samt at moderne produktionsarbejdspladser osse et langt stykke af vejen er selvstyrende, så længe man opfylder produktionsmålene.

Så, hvad skal vi kalde, den moderne arbejder? Det spørgsmål lader jeg stå åbent.

Claus Jensen er anderledes kontant i sin udmelding.

De kandidatstuderende skal selv betale for ‘kandidaten’ gennem låneoptagelse, og de statslige investeringer hertil kanaliseres over i lærlingeuddannelserne.

Begrundelserne herfor er blandt andet, at akademisk uddannede efterfølgende tjener en god løn, så de har råd til at betale tilbage.

Argumentet er næppe holdbart generelt, men kigger vi ind i de højst uddannede akademikeres lønninger, så er der bestemt noget om det, på samme måde som de højeste lønninger på produktionsarbejdspladserne.

Claus Jensen foreslår ligeledes en kvoteordning i forhold til optaget på gymnasierne.

Det vil få indflydelse på de unges frie valgmuligheder, og det er ikke voldsomt velset i et middelklassesamfund, der kun kan opretholdes, hvis middelklassen fortsat skal kunne klynge sig til idéen om, at frihed og tvangløshed er en menneskeret.

Virkeligheden

Virkeligheden består således i, at klassetænkningen som identifikator er forsvundet i en ‘fællesklasse’.

‘Fælleskassens’ væsentlige identifikationsfaktor er frihed til at vælge til og fra, så at sige at tage ansvar for eget liv og afvise indskrænkninger af muligheder.

Derfor står vi som samfund over for nogle afgørende valg på vejen til fremtidens samfund.

Skal vi og kan vi reducere borgernes rettigheder til at vælge frit?

Skal vi og kan vi gribe ind i rettigheder om fri løndannelse?

Skal vi og kan vi forlange af vores uddannelses system som helhed, at lærende af enhver art, fra folkeskolen til endte uddannelser oplæres i, at et levende demokrati er mere end forventningerne til frihed.

Oprindelig bestod demokrati i tre lige vigtige dele – frihed, lighed og broderskab (solidaritet).

Skredet mod en altomfattende forventning om frihed har reduceret ligheds- og solidaritetsbegrebernes indhold i offentlighedens forståelse af balancen i demokratiet.

Claus Jensens forventninger vil sandsynligvis derfor ikke kunne realiseres.

Idag?