Borgerinitiativet Direkte Demokrati – Democracy Direct

Motto: Uden at se tilbage kan du ikke se fremad!

Det hævdes, at demokratiet er den mindst ringe styringsform, når det sættes over for diktatur og autokrati.

Om det slår til, er højst tvivlsomt.

Den 14. juli 1789 slog de parisiske borgere til ved at angribe Bastillen, det store fængsel i Paris, der husede politiske fanger blandt mange andre.

De øverste magtlag med kongen og kirken i spidsen blev ikke bare udfordret men afskaffet på kort tid og erstattet af et folkeligt, anarkistisk styre i en blodig overgangsordning.

I årene op til revolutionen drejede diskussionen sig om, hvad der kunne stilles i stedet, og tidens filosoffer og tænkere af enhver art udviklede de slagord, der blev kendetegnende for den moderne, demokratiske styreform, der siden har været grundliggende for de vestlige samfund.

Frihed, lighed og broderskab var ordene, der skulle opildne til en verdensforandrende politisk praksis.

I hvad der er blevet til De Forenede Amerikanske Stater, var man tre år tidligere allerede i gang med processen, og over tid har det ført til to modeller, en europæisk og en amerikansk, der over mange år var præget af et forskelligt syn på, hvilket økonomisk system der skulle være drivkraften i udviklingen af politikken. Forskellighederne er i dag opløst, og på begge sider af Atlanten er en ubehersket kapitalistisk baseret økonomisk tænkning fremherskende.

En analyse af slagordene frihed, lighed og broderskab fortæller, at balancen mellem begreberne over tid er forandret.

Som udgangspunkt blev begreberne opfattet som ligestillede i en europæisk sammenhæng, hvor kampen mod den enevældige stat baserede sig på andre vilkår end den amerikanske.

Den afgørende forskel var, at den europæiske indsats byggede på en forventning om at opløse et undertrykkende system.

Den amerikanske kom snart til at dreje sig om at erobre land og underkaste og udrydde den modstand, den oprindelige befolkning iværksatte mod de invasive europæere, der opfattede deres land som lovligt bytte.

Hvis vi koncentrerer os om den europæiske udvikling, ser vi store forandringer i balancen mellem hovedbegreberne frihed, lighed og broderskab.

Oprindeligt blev de tre begreber opfattet som ligestillede og lige nødvendige.

En ophævelse af den undertrykkelse, der var karakteristisk for det feudale samfund, skulle føre til frihed og lighed for alle. Standsforskelle skulle udryddes. Det stod klart, at noget sådant kun kunne opnås, hvis alle stod sammen om at forandre vilkårene og skabe en ny form for sameksistens, der gav lige muligheder til alle, udviklet af alle i fællesskab.

Tænkeren Jean-Jaques Rosseau havde allerede i teksten ‘Socialkontrakten’ (1762) henvist til den forpligtelse, som en borger må acceptere som en del af staten, når den er integreret i et samfund, der dannes af borgernes fælles ønsker.

Det indebærer, at staten som konstruktion ledes og udvikles af borgerne i fællesskab. Fællesskabet fører til et samfund i balance, hvor der er lige muligheder og frihed til at udfolde sin personlighed inden for broderskabets rammer.

Denne forståelse af demokratiet er referencerammen, men det er osse den, der angribes i disse år, ikke mindst inspireret af den amerikanske tolkning af demokratiet.

Tidens demokratiopfattelse er stærkt påvirket af de strømninger fra USA, hvor frihedsbegrebet har forrang.

I dansk sammenhæng har vi gennem de seneste år mødt en lignende forventning til, at den personlige frihed har forrang.

Denne forventning er blevet så stærk, at dersom der opstår udfordringer fx i form af stigende priser, så reagerer det politiske system med plastre, der skal udtrykke følelse med de ulykkelige. Da statslige følelser kan kun formidles med økonomiske midler, ser vi som resultat, at den medfølelse, der tidligere var rettet mod de dårligst stillede nu breder sig langt op i middelklassen, og politiske partier, der repræsenterer selv de mest velhavende, forlanger andel i uddelingerne. Friheden fra bekymringer har ført til social klientisme.

Diskussionerne om ytringsfrihed er blevet en fast bestanddel af debatmiljøet. Jyllands Postens muhammedtegninger udløste rasende diskussioner herom, der bredte sig langt ud over tegningerne med krav fra de mest outrerede om, at intet måtte forhindre ytringsfriheden.

Glistrups nedladende tale om muhammedanere startede det, og Paludans koranafbrændinger byggede på et krav om, at ytringsfriheden osse gjaldt skrevne tekster.

Ytringsfriheden blev en politisk kampplads, der satte sig igennem i toppen af regeringen med en minister, der mente, at hun var hævet over loven.

Frihed i den oprindelig form var tænkt som en mulighed for at udvikle et samfund, der skulle sikre lighed mellem mennesker på en måde, så det blev muligt at leve et liv, hvor alle havde noget og ingen manglede basale rettigheder, og livsvilkårene gav muligheder for en udfoldelse af den enkeltes potentialer.

At være borger skulle være synonymt med respekten for, at den enkelte kunne bidrage til samfundets samlede udvikling med de talenter, de nu måtte have.

En væsentlig del i ligningen var, at der skulle ske en udligning af de økonomiske vilkår, så alle havde lige muligheder.

Dette formål, der skulle realiseres via staten, blev der arbejdet meget bevidst med i sidste del af det tyvende århundrede.

Ser vi nærmere efter, så lever dette mål en skyggetilværelse idag, der efterlader omkring en femtedel af befolkningen uden mulighed for at realisere deres potentialer. De resterende fire femtedele har glemt dem i den frihedsrus, hvor den økonomiske udvikling har givet dem mulighed for opleve et selvrealiserende liv.

Denne mulighed har nedsat følsomheden for betydningen af den solidaritet, der er hele forudsætningen for et demokratisk samfund.

Det ser vi på flere og flere områder. Den solidaritet med verden Danmark engang var kendt for er forsvundet. I stedet for lukker vi om os selv på en måde, der udstøder andre.

Således interneres mennesker af anden etnisk oprindelse i noget, der i betænkelig grad nærmer sig kz-lignende forhold.

Evnen til at lytte og handle er især efter år 2000 reduceret. Det rammer de sidste tyve procent, der er endt i en situation, hvor enhver forhåbning om at være en ligestillet del af et fællesskab fader ud.

1960’erne og halvfjerdsernes generationsoprør italesatte kravene om lige muligheder for alle. Det gav et boost, der gav mulighed for at avancere i det sociale hierarki. Middelklassen voksede ud over alle grænser.

Nye muligheder opstod og blev taget. Kravet om frihed fra økonomisk tvang og retten til selvrealisering nåede højder, som ingen kunne forestille sig. Festen rullede derud af. Fordelingen af værdierne førte til muligheder for de mange, men viser sig idag at overføre fællesskabets styrke til statslig afhængighed.

I takt med udviklingen undermineres det politiske system. At der nu er tale om opstilling af op til femten partier til det kommende valg taler for, at demokratiet og den demokratiske samtale er splittet om ikke i atomer, så dog i så indbyrdes uenige fraktioner, at kommunikationen ikke længere er samtale men en råben hen over dybere og dybere grøfter, hvor det i høj grad kan diskuteres om uenighederne er andet end en personlig profilering. Det rækker fra kampen om de højeste politiske poster til en klyngen sig til en taburet i folketinget.

Demokratiet er blevet dysfunktionelt, og mediernes håndtering af sagen uddyber det. Vi er fucked!