For en uge siden huserede Folkemødet på Bornholm. Her hævdes det, at magthaverne mødes med borgerne. Det er angiveligt et dansk fænomen, hvor vi viser, hvor kort distance der er mellem borgere og politikere – dog omsvøbt af interesseorganisationer en masse.
Det hele virker mere som en stor opsætning, der trods gode intentioner hviler på en forestilling om, at vi kan planlægge os til en euforisk utopi, hvor hele samfundet går op i en højere enhed. For på trods af at Danmark er et lille land med en begrænset mængde borgere og et areal, der minder om en provins i en stormagt, virker hele ideen om ét genuint sammenhængende samfund uddateret. At forestille sig, at man kan holde alles præferencer for øje i den repræsentative demokratiske dam, virker som en myte, som kun naive drømmere og kyniske pragmatikere kan tro på.
I stedet burde vi gøre færre områder, interesser og overvejelser til politik, så den frivilligt betingede samhørighed, de individuelle interesser og den enkeltes initiativ bliver styrende for, hvordan vores samfund arrangerer sig.
Flertalsdiktaturet
I dag er vi fælles om ufatteligt mange aspekter af, hvordan vi både individuelt og i grupper indretter os. Vi har accepteret præmissen om den socialdemokratiske velfærdsstat, hvor vi skal løfte hinandens byrder og dele de sejre, vi enkeltvis kommer til.
Floskler som ’de bredeste skuldre skal bære det tungeste læs’ og ’vi er for lille et land til store forskelle’ har inddæmmet retten til at være en minoritet og sågar et individ. Med et næsten altomfattende offentligt system skal vi i fællesskab komme frem til, hvad der godt og rigtig for os som mennesker og borgere. En overbevisning, der kaldes demokratisk. Men som ofte i praksis er flertalsdiktatorisk.
Når folketings-, regional- og kommunalpolitikere mere eller mindre agerer, som var de i et øråd i Robinson Ekspeditionen, og hver især varetager egne interesser eller stemmer, så de lige akkurat lever op til egne overbevisninger om, hvad der er det rigtige og gode at gøre – så reduceres samfundet, demokratiet, til et nulsumsspil.
Når alt fra lægebesøg, og hvornår vi forlader arbejdsmarkedet, til om vi går til fodbold eller i teatret, skal sættes på formel og vejes i forhold til flertallets gunst, bliver de frie relationer og det personlige initiativ indhegnet og afhængigt af godkendelse fra majoriteten. Det hele skal også helst dikteres fra oven for at være sikker på, at det er for ’det fælles bedste’.
Uagtet om den her model er levedygtig, så er den hverken gunstig eller meningsfuld. Staten bør i højere grad være den klassiske minimalstat i form af et retssystem, politistyrke og militær og skal altså blot sikre individets gang på jord. Den skal ikke bevæge sig i øst og vest med ansvarsområder, som vi så alle, eller i hvert fald flertallet, skal være enige om.
Fravær af stat giver muligheder
Vi bør ikke være så forskrækkede over den models ’mangel’ på stat og politik. Fraværet af stat er ikke nødvendigvis lig med hyperkapitalisme eller markedsgørelse af alle private anliggender, som det ofte fremstilles. En mindre stat kan give plads til mere foreningsliv og lokale beslutninger – eller sågar muligheden for, at vi samler os yderligere i organisationer og fællesskaber, hvor vi mere direkte hjælper hinanden.
Udlicitering og privatisering behøver ikke være lig med at overlade det hele til markedsmekanismer. Det kan give borgerne mere direkte indflydelse, hvor overvejelser og beslutninger ikke er tynget af flertallet, men hvor individet kan placere sine præferencer, penge og energi der, hvor man finder det mest meningsfuldt – om det er i frivillige velgørenhedsorganisationer eller i profitmaksimerende virksomheder.
For er det ikke bedre at afsøge alternativet til politikernes centralplanlægning, når politikerne ligger på en 26.-plads ud af 26 i troværdighedsanalyser af faggrupper? Og det er på trods af, at tilliden ellers har været stigende siden 2015, især i perioden 2019-2020 begyndte politikerne at score markant højere tillidskarakter end normalt på grund af coronakrisen. Under coronakrisen havde 90 procent af befolkningen tillid til regeringen ifølge HOPE-projektet, og ifølge Tryg Fonden mente 83 procent af vælgerne, at politikerne generelt træffer de rette beslutninger. Den udvikling styrtede hurtigt i grus, da man fra Aarhus Universitet i august 2021 kunne måle, at tiltroen til politikerne var faldet med 20-30 procentpoint.
Det er tendenser og udsving, som egentlig viser, at vi til dagligt og i fredstid ikke stoler på de politiske magthavere. Derfor bør staten nok i langt højere grad være den sidste udvej, når lokummet brænder under for eksempel en pandemi eller krig.
Selv om de centrale politiske beslutninger skal afgrænses til et minimum, har markedet og godgørenheden naturligvis grænser – så et vist sikkerhedsnet er formentlig uundgåeligt. Som udgangspunkt bør det dog varetages af frivillige relationer, og staten skal først intervenere i yderste nødstilfælde – som pandemier og krig.
Når fællesskabet ikke er dikteret af politiske vinde, og de politikere, som vi hver fjerde år enten straffer eller belønner for deres handlemønster, bliver vi mere frie til at skabe de frivillige relationer og fællesskaber, der skal udgøre sikkerhedsnettet.
Vi skal revurdere vores tro på et centralt system
Alt i alt er det en mærkværdig, ineffektiv og uholdbar situation, at vi stoler på, at vi kan vælge nogen, der er bedre til at tage beslutninger om os end os selv. Det er formentlig slet ikke muligt at træffe bedre beslutninger fra så centralt hold, når så mange præferencer, overbevisninger og interesser skal varetages og inkluderes.
Så det virker langt mere meningsfuldt at rykke beslutningerne tættere på borgerne i form af udlicitering, privatisering eller nonprofit velgørenhedsorganisationer og simpelthen lade de drifter, som enten befinder sig på markedet eller i medmenneskeligheden styre slagets gang.
Således at alt fra kirken og Røde Kors til den lokale grønthandler og teatre og museer rundt om i landet bliver dem, som står for, at vi hænger bedre sammen som samfund, når vi taler om kultur, udsatte, sundhed osv. Dermed vil vi blive et mere decentralt og lokalt forankret land.
Dette skal ikke forstås som en anklage mod politikerne om, at de ikke træffer gode beslutninger. Det forekommer jo netop umuligt at centralplanlægge i en sådan grad, som de forsøger. Det er nærmere en kritik af, at politikerne har overbevist sig selv og os borgere om, at de rent faktisk er i stand til at tage beslutninger fra så centralt hold.
Dermed er denne kronik et ønske om, at vi revurderer vores tiltro til et så centralt system, som vi har i dag. En slags genovervejelse af, hvad minimalstaten kunne være, inspireret af en ung Anders Fogh Rasmussen.
For måske kunne vores liv handle mindre om politik. Og frem for at se Folkemødet som et sundhedstegn, burde vi se det som en nødvendig konsekvens af et altomfattende tvunget fællesskab. Den politik, som desværre i dag fylder så meget i den enkelte dansker liv, kunne blive skiftet ud med engagement i frie fællesskaber som foreningsliv, velgørenhed, eller hvad man nu engang selv finder meningsfuldt.
Simon Gardner Mogensen er nyuddannet kandidat i erhvervsøkonomi og filosofi
For en uge siden huserede Folkemødet på Bornholm. Her hævdes det, at magthaverne mødes med borgerne. Det er angiveligt et dansk fænomen, hvor vi viser, hvor kort distance der er mellem borgere og politikere – dog omsvøbt af interesseorganisationer en masse.
Det hele virker mere som en stor opsætning, der trods gode intentioner hviler på en forestilling om, at vi kan planlægge os til en euforisk utopi, hvor hele samfundet går op i en højere enhed. For på trods af at Danmark er et lille land med en begrænset mængde borgere og et areal, der minder om en provins i en stormagt, virker hele ideen om ét genuint sammenhængende samfund uddateret. At forestille sig, at man kan holde alles præferencer for øje i den repræsentative demokratiske dam, virker som en myte, som kun naive drømmere og kyniske pragmatikere kan tro på.
I stedet burde vi gøre færre områder, interesser og overvejelser til politik, så den frivilligt betingede samhørighed, de individuelle interesser og den enkeltes initiativ bliver styrende for, hvordan vores samfund arrangerer sig.
Flertalsdiktaturet
I dag er vi fælles om ufatteligt mange aspekter af, hvordan vi både individuelt og i grupper indretter os. Vi har accepteret præmissen om den socialdemokratiske velfærdsstat, hvor vi skal løfte hinandens byrder og dele de sejre, vi enkeltvis kommer til.
Floskler som ’de bredeste skuldre skal bære det tungeste læs’ og ’vi er for lille et land til store forskelle’ har inddæmmet retten til at være en minoritet og sågar et individ. Med et næsten altomfattende offentligt system skal vi i fællesskab komme frem til, hvad der godt og rigtig for os som mennesker og borgere. En overbevisning, der kaldes demokratisk. Men som ofte i praksis er flertalsdiktatorisk.
Når folketings-, regional- og kommunalpolitikere mere eller mindre agerer, som var de i et øråd i Robinson Ekspeditionen, og hver især varetager egne interesser eller stemmer, så de lige akkurat lever op til egne overbevisninger om, hvad der er det rigtige og gode at gøre – så reduceres samfundet, demokratiet, til et nulsumsspil.
Når alt fra lægebesøg, og hvornår vi forlader arbejdsmarkedet, til om vi går til fodbold eller i teatret, skal sættes på formel og vejes i forhold til flertallets gunst, bliver de frie relationer og det personlige initiativ indhegnet og afhængigt af godkendelse fra majoriteten. Det hele skal også helst dikteres fra oven for at være sikker på, at det er for ’det fælles bedste’.
Uagtet om den her model er levedygtig, så er den hverken gunstig eller meningsfuld. Staten bør i højere grad være den klassiske minimalstat i form af et retssystem, politistyrke og militær og skal altså blot sikre individets gang på jord. Den skal ikke bevæge sig i øst og vest med ansvarsområder, som vi så alle, eller i hvert fald flertallet, skal være enige om.
Fravær af stat giver muligheder
Vi bør ikke være så forskrækkede over den models ’mangel’ på stat og politik. Fraværet af stat er ikke nødvendigvis lig med hyperkapitalisme eller markedsgørelse af alle private anliggender, som det ofte fremstilles. En mindre stat kan give plads til mere foreningsliv og lokale beslutninger – eller sågar muligheden for, at vi samler os yderligere i organisationer og fællesskaber, hvor vi mere direkte hjælper hinanden.
Udlicitering og privatisering behøver ikke være lig med at overlade det hele til markedsmekanismer. Det kan give borgerne mere direkte indflydelse, hvor overvejelser og beslutninger ikke er tynget af flertallet, men hvor individet kan placere sine præferencer, penge og energi der, hvor man finder det mest meningsfuldt – om det er i frivillige velgørenhedsorganisationer eller i profitmaksimerende virksomheder.
For er det ikke bedre at afsøge alternativet til politikernes centralplanlægning, når politikerne ligger på en 26.-plads ud af 26 i troværdighedsanalyser af faggrupper? Og det er på trods af, at tilliden ellers har været stigende siden 2015, især i perioden 2019-2020 begyndte politikerne at score markant højere tillidskarakter end normalt på grund af coronakrisen. Under coronakrisen havde 90 procent af befolkningen tillid til regeringen ifølge HOPE-projektet, og ifølge Tryg Fonden mente 83 procent af vælgerne, at politikerne generelt træffer de rette beslutninger. Den udvikling styrtede hurtigt i grus, da man fra Aarhus Universitet i august 2021 kunne måle, at tiltroen til politikerne var faldet med 20-30 procentpoint.
Det er tendenser og udsving, som egentlig viser, at vi til dagligt og i fredstid ikke stoler på de politiske magthavere. Derfor bør staten nok i langt højere grad være den sidste udvej, når lokummet brænder under for eksempel en pandemi eller krig.
Selv om de centrale politiske beslutninger skal afgrænses til et minimum, har markedet og godgørenheden naturligvis grænser – så et vist sikkerhedsnet er formentlig uundgåeligt. Som udgangspunkt bør det dog varetages af frivillige relationer, og staten skal først intervenere i yderste nødstilfælde – som pandemier og krig.
Når fællesskabet ikke er dikteret af politiske vinde, og de politikere, som vi hver fjerde år enten straffer eller belønner for deres handlemønster, bliver vi mere frie til at skabe de frivillige relationer og fællesskaber, der skal udgøre sikkerhedsnettet.
Vi skal revurdere vores tro på et centralt system
Alt i alt er det en mærkværdig, ineffektiv og uholdbar situation, at vi stoler på, at vi kan vælge nogen, der er bedre til at tage beslutninger om os end os selv. Det er formentlig slet ikke muligt at træffe bedre beslutninger fra så centralt hold, når så mange præferencer, overbevisninger og interesser skal varetages og inkluderes.
Så det virker langt mere meningsfuldt at rykke beslutningerne tættere på borgerne i form af udlicitering, privatisering eller nonprofit velgørenhedsorganisationer og simpelthen lade de drifter, som enten befinder sig på markedet eller i medmenneskeligheden styre slagets gang.
Således at alt fra kirken og Røde Kors til den lokale grønthandler og teatre og museer rundt om i landet bliver dem, som står for, at vi hænger bedre sammen som samfund, når vi taler om kultur, udsatte, sundhed osv. Dermed vil vi blive et mere decentralt og lokalt forankret land.
Dette skal ikke forstås som en anklage mod politikerne om, at de ikke træffer gode beslutninger. Det forekommer jo netop umuligt at centralplanlægge i en sådan grad, som de forsøger. Det er nærmere en kritik af, at politikerne har overbevist sig selv og os borgere om, at de rent faktisk er i stand til at tage beslutninger fra så centralt hold.
Dermed er denne kronik et ønske om, at vi revurderer vores tiltro til et så centralt system, som vi har i dag. En slags genovervejelse af, hvad minimalstaten kunne være, inspireret af en ung Anders Fogh Rasmussen.
For måske kunne vores liv handle mindre om politik. Og frem for at se Folkemødet som et sundhedstegn, burde vi se det som en nødvendig konsekvens af et altomfattende tvunget fællesskab. Den politik, som desværre i dag fylder så meget i den enkelte dansker liv, kunne blive skiftet ud med engagement i frie fællesskaber som foreningsliv, velgørenhed, eller hvad man nu engang selv finder meningsfuldt.
Simon Gardner Mogensen er nyuddannet kandidat i erhvervsøkonomi og filosofi
Borgerinitiativet Direkte Demokrati - Democracy Direct 
Skriv en kommentar